Jeg savner det. Alle og alt.
Jeg savner et minde af “normalt”
Jeg savner noget liv om mig, for nu dør det ud.
De dør ud.
Vi kæmper ved at gøre ingenting. Lade ingenting blive alting.
Og vaske vores hænder.
Forestil en verden, hvor folk går udenfor. Lyder det ikke absurd?
Selvfølgelig er der ingen der svarer. Ingen er der.
De dør ud.
Livet.
Jeg savner mennesker.
Jeg savner det jeg normalt ikke vil savne, for når alt er stille kan man have brug for storm.
Men det hele er i storm.
Alting er storm.
Det er derfor der er så stille, for stemmer dør ud i vinden.
De dør ud.
De dør ud.
De dør ud.
Vil dem jeg elsker dø ud?
Hovedpine. Jeg er bange for isolation, for hvem er jeg uden noget som helst?
Jeg vil være ingen.
Jeg er ingen uden dem.
De dør ud.
Jeg dør ud.